Jeg har en svaghed for piberenser

Julestjerne og Nordstjerne bliver kidnappet…

Engang for mange år siden midt i drømmenatten var der to stjerneskud, som oplyste himlen på smukkeste vis og ved et mystisk tilfælde ramte hinanden. Nattehimlens mørke farve blev oplyst af regnbuens farverige stråler, fra skyerne dryssede glimmer, himlens stjerner blinkede, og solen og månen spredte varme – det var ren magi og en god begyndelse.

I samme sekund som stjerneskuddene rørte hinanden ved sammenstødet, blev der skabt en Ø midt i himlens hav af stjerner. En Ø formet som en stjerne fyldt med magi og overnaturlige kræfter. Der bor feer, stjerner, trolde, superhelte, havfruer, nisser, Himmelhavets sørøvere, prinsesser og masser af andre skønne, skøre og farlige væsner. Øen blev kaldt StjerneØ.

StjerneØ er fyldt med historier, og den du skal høre nu handler om julen.

Alle elsker julen på nær Himmelhavets sørøvere, der er farlige som et mareridt og altid prøver at stjæle julen. Men med feernes magi, nissernes fantasi og superheltenes mod er det ikke lykkedes sørøverne endnu. Men denne jul skulle vise sig at blive noget helt særligt på den farlige måde.

Mens alle er i gang med julerier, har sørøverne som hersker på skibet ”Torden” planlagt en farlig kidnapning af dem, der skaber julehyggen på StjerneØ – nemlig julenissen Lille Niels, JuleStjerne og NordStjerne. Det har de ingen anelse om, og da de er på vej hjem fra julegaveværkstedet, går de to stjerner og nissen og synger julesange. De kan næsten ikke vente til juleaften. JuleStjerne afbryder de to andres sang. Hun er så spændt på julen, at det føles, som om hun har maven fyldt med kravlenisser. ”Spænding er en del af julen” siger NordStjerne, som er et par år ældre end JuleStjerne. ”Faktisk er julen et eventyr”, fortsætter NordStjerne. Al den julesnak får JuleStjernes kravlenisser til at hoppe og danse i maven. De er snart hjemme, de skal bare igennem skoven, som er fyldt med feen Blomsterstøvs juletræer – hun har plantet et træ til alle på øen.

Pludselig sker der noget meget uhyggeligt – de bliver omringet af Himmelhavets sørøvere. De ser fæle og grimme ud. Uhyggen spreder sig, og det føles som et mareridt. Den ene har et øje og to næser, den anden har fire øjne og en næse så spids som et sværd. Den ene ser mere farlig og grim ud end den anden. Lille Niels, JuleStjerne og NordStjerne er så bange, at de ryster så nissehuerne hopper og danser. Lille Niels skynder sig at gøre sig usynlig, for det er jo det, nisser kan – hvordan skulle de ellers lægge gaver til alle børnene i juletiden?

Mens sørøverne har travlt med at putte JuleStjerne og NordStjerne i nogle sække for at tage dem med til fangekælderen på Torden, løber Lille Niels alt hvad han kan tilbage til byen Lykkehaven. Han glemmer i farten, at han er usynlig, og SuperStar går lige ind i ham! Selvom man er usynlig, kan man godt mærke, når man løber ind i noget – av av. SuperStar tror, at Lille Niels er ude på nissedrillerier, for det kan nisser jo godt finde på. Men nej nej, det er slet ikke det. ”Der fare på færde”, råber Lille Niels, så højt han kan. Alt imens Lille Niels fortæller SuperStar og de andre i Lykkehaven om de farlige sørøvere i skoven og om JuleStjerne og NordStjernes forsvinden, er de fæle og uhyggelige sørøvere godt på vej tilbage til skibet Torden med deres bytte på nakken. SuperStar, Lyn Otto, Solen og feen StjerneStøv flyver så hurtigt, de kan hen over skoven. De får øje på sørøverne, der kommer løbende hen over blomsterengen ikke så langt fra Himmelhavet. Lyn Otto fylder himlen med lyn og torden så højt, at selv en sørøver kan blive bange. Solen går ned, og der bliver mørkt over alt. SuperStar flyver ned og kæmper med sørøverne. Fra himlen drysser feen StjerneStøv magisk glitrende tryllestøv ud af sin tryllestav. Det rammer sækken med JuleStjerne og NordStjerne, og sækken begynder at svæve op i himlens mørke. StjerneStøv løsner sækken, så JuleStjerne og NordStjerne kan komme fri, og sammen flyver de tilbage til Lykkehaven.

SuperStar kæmper en brav kamp mod sørøverne, mens Lyn Otto laver lyn, der skærer himlen midt over og lammer, så man skulle tro, at StjerneØ var ved at revne. SuperStar har efterhånden slået sørøverne til plukfisk, så de af bar frygt løber for livet tilbage til skibet Torden og Kaptajn Haktud letter anker, næsten før alle er ombord.

SuperStar og Lyn Otto flyver tilbage til Lykkehaven. Solen lyser atter, og smukke snefnug drysser ned fra himlen. JuleStjerne, NordStjerne og nissen Lille Niels deler nissehuer ud til alle, og julehyggen fylder Lykkehaven, så julen rigtig kan begynde.

Skrevet af Signe julen 2014

Smuk december til alle ❤

FullSizeRenderIllustration af Simone Thorup Eriksen

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har en svaghed for piberenser